At være sig selv – også sammen med sin partner

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Hvad vil det sige at være sig selv, når man lever i et parforhold? Og hvorfor er det så vigtigt?

Skåret ind til benet kan man sige, at hvis ikke vi er os selv, bliver vi utydelige for vores partner, og det er meget svært at elske og begære et utydeligt individ.

Alligevel kan det i et parforhold med tiden blive tiltagende svært at være sig selv og være et tydeligt individ for hinanden. Fordi vi ofte gennem et længere parforhold langsomt smelter mere og mere ind i hinanden. Langsomt udvikler fælles værdier, får et fælles sprog, lægger fælles planer og bliver en del af hinandens definerede eller mere usagte drømme. Vores klart definerede selv bliver en smule utydeligt i takt med at vores fælles ”Vi-fornemmelse” udvikles og styrkes.

Vi realitetstilpasser med andre ord vores definerede og udtrykte selv til det fællesskab, vi indgår i med hinanden. På godt og ondt.

Når vi gradvist kommer til at kende hinanden bedre og bedre gennem vores liv sammen, er der fare for, at vi begynder at tro at vi ved, hvordan vores partner tænker, føler og ønsker at handle.

I konfliktsituationer kan denne tilpasning udmønte sig ved at vi tror, vi kan regne ud, hvilke motiver og negative reaktioner, der er på spil i vores partner. På den måde kan vi komme til at eskalere en konflikt, fordi vi i bund og grund ikke hører efter, hvad vores partner siger til os. Vi tror vi ved, hvordan vores partner tænker og føler og derfor signalerer vi, at vi ikke hører rigtigt efter indholdet i det, der bliver sagt. Hvilket vi formentligt heller ikke gør. Samtidigt kan vi måske også toppe den op med at afbryde og lægge vores partner ord i munden.

På den måde hindrer vi effektivt os selv og hinanden i at føle os lyttet til, respekteret og forstået.

Den kærlige side af antagelserne om vores partner kan være, at vi prøver at være en slags stødpude for vores partner for at undgå, at vores partner bliver ked af det eller såret. Vi tilpasser vores ytringer efter, hvad vi tænker vores partner kan tåle at høre. Måske er det rigtig. Men der er også en fare for, at vores partner på denne måde bliver frataget sin mulighed for at mærke sig selv og den realitet, som vedkommende befinder sig i.

Når vi går ind i hinandens butik og tror vi ved hvad, der foregår, bliver alting meget rodet mellem os. Ingen ved, hvor de svære ting starter, hvor de slutter, og hvem, der har ansvaret.

Oveni den mekanisme kan vi også blive så sammenfiltrede, at det bliver svært at mærke sig selv og se den anden, hvilket er dræbende for erotikken mellem os.

Erotik fødes fra længsel og næres af det ukendte.

For at kunne længes har vi brug for at se hinanden tydeligt og med vis afstand, at der noget at være nysgerrig efter at gå på opdagelse i.

Hvis vi som individer er smeltet sammen til en stor utydelig vi-klump, har vi umuliggjort afstand og dermed længsel efter hinanden og det ukendte.

Derfor kan det være en ekstremt sund øvelse at blive bevidst om, hvad der er vores egne anliggender, og hvad der er vores partners.

At holde hinanden og os selv op på, at vi ikke har hverken ret eller pligt til at blande os i vores partners tanker, følelser eller motiver.