Kropsubehag vol.2 – Kønsdysfori

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Ethvert menneske har et dybfølt behov for at blive set som dem, vi rigtigt er. En længsel efter at blive genkendt og accepteret uden forbehold. Først når vi oprigtigt ses og anerkendes som dem vi er, kan vi trives og udvikle os fuldt ud.

Vores selvværd grundlægges tidligt i livet. Selvværdet afhænger af, hvor gode vores forældre har været til at se os, høre os, reagere på vores behov og anerkende os som de små individer, vi er, uanset hvilke følelser, vi udtrykker.

Selvværdet cementeres herefter livet igennem, når vi i samspil med omverdenen bliver set og anerkendt, som de mennesker, vi er. På godt og ondt. Uden at skulle lave os om.

Hvem vi er som individer defineres af, hvem vi føler os som indeni, ikke hvad vi ligner udenpå. De fleste mennesker er så heldige, at der er mulighed for overensstemmelse mellem den indre følelse og det ydre udtryk af, hvem vi er.

Hvis vi som menneske, barn som voksen, fra naturens side er blevet udstyret med en krop, der ikke er i overensstemmelse med det køn, vi selv oplever at have, opstår en skærende dissonans, som kan være yderst pinefuld.  

Hvis der er tale om et barn, der oplever denne dissonans, vil splittelsen mellem indre identitet og ydre kropsudtryk opleves ekstra voldsomt gennem teenageårene, fordi kroppens fysiske kønsudtryk på grund af hormonproduktionen accelererer hurtigt i form af et kønspræg, der for den enkelte føles helt forkert.

Den accelererede dissonans mellem det indre og det ydre vil ofte medføre en gennemgribende sorg, man også kan kalde kønsdysfori. Dysforien dækker over en oplevelse af aldrig til fulde at blive set og accepteret, som vi føler os indeni. Fordi mennesker omkring os til stadighed tager afsæt i det fysiske kønsudtryk, vores krop signalerer til omverdenen.

Smerten der kommer fra aldrig helt at føle os i synkroni med andres visuelle oplevelse af os, sætter sig før eller siden på selvværdsfølelsen, uanset hvor godt vores forældre har gjort deres opgave med at give os kærlighed og accept som små.

Hvis kønsdysforien har været en realitet siden den tidlige barndom, kan man i udvalgte tilfælde komme i betragtning til hormonel kønsskiftebehandling. Er kønsdysforien derimod først blevet aktiveret samtidigt med indsættende pubertet, vil det være væsentligt vanskeligere at komme i hormonel kønsskiftebehandling. Det kan for praktiske formål betyde, at den unge må gennemleve sine ungdomsår i en krop, der føles forkert.

Et ungdomsliv levet i en krop, der føles fremmed og uvedkommende, er kompliceret, smertefuldt og ensomt. Forældrene kan ikke, selvom de gør deres yderste, skåne deres barn fra smerten og sorgen. Hvad de derimod kan er at anerkende, og med hjertet acceptere, at deres barn er transkønnet, selvom det kan være svært. Og at støtte barnet eller den unge, så godt det på nogen måde er muligt.

Et godt netværk af venner er også af afgørende betydning. En oplevelse af ikke at være alene, trods alt, er afgørende for, hvor godt vi kommer igennem vanskelige perioder i vores liv. Det gælder også for transkønnede børn og unge.

Herudover kan det være gavnligt at tale med en udenforstående om den smerte, er ligger i erkendelsen af at være splittet mellem det indre jeg og den ydre ”skal”.

Det at sætte ord på tanker og følelser kan være medvirkende til at byrden bliver lidt lettere at bære. At samtalepartneren er udenforstående, kan have betydning, fordi det så ikke er nødvendigt at tage højde for samtalepartnerens følelser. Der kan gives plads til smerten og vreden uden at være bange for at nogen bliver sårende eller skuffede.

Når vi som mennesker oplever, at vi kan udtrykke os frit og give luft til alle vores følelser, bliver det lettere at udholde frustration og sorg. Også ved kønsdysfori.  

Læs mere om kropsubehag her.
Er du interesseret i en samtale med mig, er du velkommen til at kontakte mig. Du kan læse mere om mig her.