Livslyst, legelyst og sexlyst
Af: Line Soot (linesoot.dk)
Hvis lysten til sex og den gode, drivende energi mellem os i parforholdet er gået i hårdknude, kan det være en ganske udmærket anledning til at spørge sig selv, om der er gået kedsomhed i sagerne.
Nogle gange, når vi kender hinanden godt over mange år, og sammen har været igennem tykt og tyndt, kan der liste sig en slags alvorlighed ind i grundtonen mellem os. De ting vi taler om er praktiske, og de beslutninger vi tager, handler om at få hverdage og ferier til at spille på en optimeret måde. Lysten og letheden kan være røget ud af ligningen: Både lysten til at lege, til at leve og til at have sex med vores partner. Kedsomheden kan lægge sig som en dyne over relationen, så vi langsomt bliver kvalt af en form for eksistentiel modløshed. For hvad nytter det hele, hvis det ikke længere er sjovt, og vi ikke længere har lyst til at gå på opdagelse i hinanden og os selv?
Vi kan glemme at gøre ting bare for sjov. Glemme at være nysgerrige og glemme at grine sammen. Måske er det ikke bevidst, at det er blevet sådan, men over tid kan letheden være forsvundet i takt med at relationen er blevet mere forpligtende og vi har haft fokus på at opbygge og udvikle vores fælles fundament.
Når vi leger derimod, tager vi ikke ting så tungt. Det ligger lidt i ordet leg, at det er noget vi gør for vores fornøjelses skyld. Leg er spontan underholdning, hvor der er plads til at eksperimentere, fejle og grine af os selv. Hvis legen bliver kedelig, kan den afsluttes og erstattes med en anden og sjovere leg. Når man leger, er det nemlig i orden at sige, at man keder sig og ikke gider mere. At man hellere vil noget andet.
Legen er en forgård til livslyst og glæde. Og herfra er der kortere til intimitet og sexlyst, end der er fra den alvorlige voksenpraktik.
Legen bærer mange aspekter med sig, som ethvert parfold vil kunne have glæde af: Uhøjtidelighed, lethed, spontanitet, eksperimentringsvillighed, plads til at træde ved side af og rummelighed til at kunne grine af det, hvis noget ikke lige går efter planen.
Hvordan får vi så legen tilbage i parforholdet?
Det sker ikke over natten, og det sker i hvert fald ikke af sig selv. Kun ved aktivt at tage en beslutning om forandring, kan der sættes skub i sagerne. Og vi kan aldrig forvente, at forandringen kommer fra vores partner. Hvis vi gerne vil ændre noget i parforholdet, må vi selv starte med at gøre noget andet, end vi plejer at gøre.
Et godt sted at begynde er at tage udgangspunkt i legens essens, nemlig det spontane og dét vi gør for vores fornøjelses- eller underholdnings skyld.
Hvornår har I sidst grinet sammen? Hvad synes I er sjovt? Er der aktiviteter, som du kan huske, har skabt lethed og morskab mellem jer tidligere. I hvilke situationer har du kunnet grine af dig selv sammen med din partner? I hvilke situationer har du oplevet, at din partner har givet slip på sig selv og har sluppet kontrollen?
Brug fantasien. Giv dig selv lov til at drømme. Er der noget sjovt eller spændende, du gerne vil sige eller gøre, men som du holder dig tilbage fra på grund af usikkerhed? Prøv at give dig selv et fripas til at ramme ved siden af og begynd så at eksperimentere lidt. Inviter din partner ind til noget af dig selv. Sæt din egen bagdel lidt i klaskehøjde og vov pelsen. Start i det små og udvid gerne rammerne, hvis det ikke går så slemt som frygtet.
Hvis sexlivet er blevet kedeligt og forudsigeligt, er der ikke så meget at miste. Det værste der kan ske er, at du kan blive nødt til at grine lidt af dig selv. Og det er måske slet ikke så slemt endda.
Læs mere om problemer med sexlysten her
Læs evt. mere om mig her