Kink - seksuel diversitet i praksis.
Af: Line Soot (linesoot.dk)
Kink betyder skæv eller bøjet. Begrebet dækker over den del af det seksuelle spektrum, der adskiller sig fra normen, eller det som ”de fleste gør”. Det er derfor en slags paraplybegreb, der dækker over al den seksualitet, der ikke er mainstream, og der ikke tales åbent om i det almindelige offentlige rum.
Alligevel fylder kink-delen af det almenmenneskelige seksuelle spektrum mere, end de fleste måske lige forestiller sig. Under alle omstændigheder i vores fantasier men også praktiseret i virkeligheden rundt omkring i landet i forskellige sub-miljøer.
Kink-paraplyen omfatter blandt andet fetichisme (seksuel lystkoblet til et ikke-seksuelt objekt eller en kropsdel), leg med dominans og underkastelse, leg med ydmygelse og skam, leg med at påføre og modtage smerte, leg med reb, seksuelle rollelege, swingersex, gruppesex, crossdressing m.fl.
Det er ret udbredt at have kinky fantasier. Langt mere udbredt end de fleste nok forestiller sig, taler om og udlever i virkeligheden
I det danske projekt SEXUS fra 2019 fra, hvor man har spurgt 75.000 danskere mellem 15 og 89 år om all mulige aspekter, der kobler sig til seksualitet og trivsel, svarer 36% af alle mænd, at de har haft fantasier om sex med flere personer på én gang. Det samme gør sig gældende for 21% af alle kvinder. Det er altså en særdeles hyppig fantasi og dermed fuldstændig normal. Kun 2% af alle mænd og 1% af alle kvinder har prøvet at have sex med flere på en gang i virkeligheden indenfor det seneste år.
Sex i swingerklub er noget 16% af alle mænd og 8% af alle kvinder har fantaseret om indenfor det seneste år, mens kun 1% af alle mænd og kvinder har prøvet det i virkeligheden indenfor et år.
Når man spørger til bindelege eller sex med dominans og underkastelse har 17% af alle mænd og 16% af alle kvinder fantaseret om det. Her er der langt flere, som faktisk har levet det ud i virkeligheden: 9% af alle mænd og 10% af alle kvinder har indenfor det seneste år prøvet bindelege eller sex med dominans/underkastelse.
Det er en diskussion værd, om noget stadig er afvigende og skævt, når 10% af befolkningen praktiserer det, eller om det i virkeligheden er helt normalt. Til sammenligning vurderes mellem 5 og 10% af befolkningen at være homoseksuelle. Og ingen vil længere vove at sige, at det er ”unormalt” eller kinky at være homoseksuel.
Så hvorfor ser vi stadig på kinky seksualitet som ”unormalt” eller skævt i forhold til normalen? Der er stadig meget skam og tabu knyttet til kinky seksualitet i samfundet. Folk, der er åbne omkring deres præferencer, bliver desværre fortsat mødt med undren og fordømmelse fra venner, kolleger og familie.
Formentlig er der meget kulturel bornerthed i denne fordømmelse af seksuelle minoriteter. Et levn fra fortiden, hvor kinks blev set på som sygdom, der skulle udryddes. En tid hvor det var kriminelt at have en seksualitet, der afveg fra reproduktionsorienteret, heteroseksuel aktivitet i ægteskabet.
Heldigvis er synet på seksuelle kinks i bevægelse. Det er blevet mere udbredt at være nysgerrig, og de seksuelle subkulturer udvikler sig og udvider sig i øjeblikket. Normer ændrer sig langsomt, men efterhånden vil det blive mere accepteret at tale åbent om kink som en naturlig del af det seksuelle landskab.
Kink er ikke et udtryk for hverken en afvigende personlighed, traumer eller sygdom.
Kink er praktiseret seksuel diversitet.
Hvis du gerne vil tale med en terapeut, der er åben overfor seksuel diversitet og kink, er du velkommen til at kontakte mig for en samtale. Du kan læse mere om mig her.