Pas godt på dig selv i dine relationer

Af: Line Soot (linesoot.dk)

Hvad gør jeg, når noget bliver rigtigt svært? Når jeg kommer ud på følelsesmæssigt dybt vand og har en følelse af ikke rigtigt at kunne bunde.

Jeg prøver at tage vare på mig selv så godt som muligt.

Vi har alle sammen nogle automat-reaktioner, der kan være mere eller mindre hjælpsomme for os i svære situationer. Noget vi gør uden at tænke så meget over det, når vi føler os pressede eller udfordrede.

Oftest er disse nærmest refleksagtige reaktioner noget, vi tidligt i livet har lært os at benytte os af. Som i barndommen har hjulpet os, når vi har oplevet os presset på vores ønske om, og behov for, at blive set, hørt, accepteret, elsket eller passet på.

Nogle bliver stille, trækker sig ind i sig selv og "forsvinder", mens andre går mere i offensiven og gør sig selv mere tydelige for omgivelserne. Andre mønstre kan være at være "super medgørlig" og sørge for, at alle andre får deres behov opfyldt. Det kan også være, vi går i handle-modus, hvor checklister opstilles og krydses af hurtigere end tordenvinden. Eller vi kan gå i fornægtelse og lade som om, det oplevede problem ikke findes. Lave strudsen med hovedet i busken.

Der er et næsten uendeligt udbud af mulige automatreaktioner, som for hver enkelt af os har været meningsgivende på vigtige tidspunkter i vores liv.

Det er dog ikke nogen selvfølge, at vores go-to-reaktioner gør noget godt i vores nutidige relationer, hvis vi ukritisk lader os styre af dem.

Det kan for eksempel være, vi som barn oplevede, vi fik mest kærlighed og anerkendelse, når vi var stille og ikke gjorde et væsen af os selv i familien. Men at den samme adfærd i vores voksen-relationer medfører, at vores partner(e) ikke ved, hvad vi gerne vil have og derfor ikke har en chance for at give os dét, vi trænger til for at føle os elskede i relationen.

Et andet eksempel kan være, at vi i barndommen lærte at gøre os hårde og selv klare ærterne, når ting strammede til, måske fordi vores voksne var utilregnelige eller ude af stand til at tage vare på os. Den samme mekanisme i vores voksen-relationer kan gøre det næsten umuligt at læne sig tillidsfuldt ind mod et andet menneske og tage imod omsorg og kærlighed uden forbehold.

Som voksen kan det derfor være nødvendigt at blive opmærksom på vores medfølgende default- reaktioner fra fortiden, så vi kan vælge at gøre noget andet, hvis vi kan mærke, at vores måde at passe på os selv ikke længere tjener os og vores relationer på en brugbar måde.

I dag har jeg tænkt grundigt over min personlige måde at passe på mig selv på. Jeg vil gerne invitere alle andre til at gøre det samme.

Hvis du gerne vil have støtte i din proces med at blive bevidst om, hvad du kan gøre for at tage godt vare på dig selv i dine relationer, er du velkommen til at kontakte mig.

Forrige
Forrige

Hvorfor et åbent parforhold?

Næste
Næste

Konflikthåndtering vol.5 - Tydelige grænser